FN's verdensmål
I efteråret 2015 vedtog verdens stats- og regeringsledere på FN-topmødet i New York en ambitiøs udviklingsdagsorden formuleret i 17 konkrete verdensmål. Målene trådte i kraft den 1. januar 2016 og skal frem til 2030 sætte kursen mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og jorden, vi lever på.
Verdensmålene forpligter alle FN’s 193 medlemslande til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. De fokuserer ligeledes på at fremme fred og sikkerhed og stærke institutioner, og på at styrke internationale partnerskaber. Den nye dagsorden anerkender således, at social, økonomisk og miljømæssig udvikling, fred, sikkerhed og internationalt samarbejde er tæt forbundne, og at det kræver en integreret indsats at opnå holdbare udviklingsresultater.
GI’s udviklingsaktiviteter understøtter i en eller anden form nedenstående 6 verdensmål. For hvert verdensmål er der formuleret en række delmål, og nedenfor er vist eksempler på delmål, som understøttes af GI projekter:
Verdensmål 3 - Sundhed og trivsel
Delmål (3.9)
- Inden 2030 skal antallet af dødsfald og sygdomme som følge af udsættelse for farlige kemikalier samt luft-, vand- og jordforurening og kontaminering, væsentligt reduceres.
Verdensmål 7 – Bæredygtig energi
Delmål (7.a)
- Inden 2030 skal det internationale samarbejde udvides for at lette adgang til forskning i ren energi og teknologi, herunder vedvarende energi, energieffektivitet og avanceret og renere teknologi indenfor fossile brændstoffer, og for at fremme investeringer i energiinfrastruktur og ren energiteknologi.
Verdensmål 11 – Bæredygtige byer og lokalsamfund
Delmål (11.3)
- Inden 2030 skal byudvikling gøres mere inkluderende og bæredygtig, og kapaciteten til en inddragende, integreret og bæredygtig boligplanlægning og forvaltning i alle lande skal styrkes.
Verdensmål 12 – Ansvarligt forbrug og produktion
Delmål (12.4)
- Inden 2020 skal der opnås en miljømæssig forsvarlig håndtering af kemikalier og affald i hele deres livscyklus, i overensstemmelse med de aftalte internationale rammebetingelser, og deres udledning i luft, vand og jord skal væsentligt reduceres for at mindske deres negative indvirkninger på menneskers sundhed og miljøet.
Verdensmål 13 – Klimaindsats
Delmål (13.2)
- Tiltag mod klimaforandringer skal integreres i nationale politikker, strategier og planlægning.
Delmål (13.3)
- Forbedre undervisning, viden, og den menneskelige og institutionelle kapacitet til at modvirke, tilpasse og begrænse skaderne og sikre tidlig varsling af klimaændringer.
Verdensmål 17 – Partnerskaber for handling
Delmål (17.17)
- Der skal tilskyndes og fremmes effektive offentlige partnerskaber, offentligt-private partnerskaber og civilsamfundspartnerskaber, som bygger på erfaringer og ressourcestrategier fra partnerskaber.